Sind og menneske

Hvorfor er vi til tider så mærkelige, opfører os underligt, siger sære ting eller handler uforståeligt?
Hvorfor gemmer vi noget af vores personlighed væk for andre,
undlader at handle som vi har lyst til eller udgiver os for noget, vi inderst inde ikke er?
Trives tabuerne stadigvæk eller er de efterhånden aflivet?
Gør vi ting, vi ellers ikke ville gøre for at blive socialt accepteret eller opretholde status og livsgrundlag?
I hvor høj grad påvirker sindstilstanden vores daglige gøren og laden?

Billedserien her forsøger med fokus på sind og tabuer at åbne for de mere skjulte sider af os selv,
det, vi ellers ikke fortæller så meget om, det, vi helst skjuler og beholder for os selv.
Tabuerne, det vi har lært ikke at sige højt, det, som er socialt uacceptabelt.
Det, der gør os anderledes og udfordrer vores hverdag.

Med nære portrætter og ærlig beretninger forsøges det at fortælle lidt om det at være
eller at føle sig anderledes på den ene eller den anden måde.

Carsten M. Pedersen

 

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade - LMS

LMS hjælper mennesker, for hvem mad eller det at skade sig selv,
er blevet en måde at være med livet på, når det hele bliver for svært.
Familier står for skud, når en spiseforstyrrelse flytter ind, og gør alt det, som engang var nemt,
til en uoverskuelig opgave.
Men det er værd at huske på, at spiseforstyrrelsen er flyttet ind med det formål at hjælpe den berørte.
Forældre kigger spørgende til når de opdager, at ærter ender i øregangen og kartofler i strømpesokken.
Alt sammen i et forsøg på at undgå mad, næring og kalorier- anorkesiens fjende.
Søskende arbejder i døgndrift på at gøre sig så små og usynlige som muligt og ikke tage plads,
ikke give mor og far flere bekymringer.
Og bedsteforældre ser magtesløse til på den lidelse ungdommen nu til dags bliver genstand for.

I den anden ende af spektret lever mennesker, måske alene, andre i familier, hvor indtagelse af mad har overtaget.
Hvor desperation, vrede, sorg, fortvivlelse og endda glæde, bliver dulmet med store mængder mad.
Nogen gør sig af med det igen, andre gør ikke.
Samtidig stræber andre mennesker igen efter at være så sunde, at det faktisk bliver usundt.
Motion får overtaget, det er vigtigere end venner og familie.
Maden bliver midlet og ”sundheden” et parameter for, hvor godt man klarer sig som menneske.
Hvem kender ikke til en adfærd, hvor vi dulmer en uro? Et enkelt glas vin efter en lang dag.
Der findes mennesker, der oplever så stor uro, at det, at skære i sig selv, er den eneste måde til at ”overdøve larmen”.

www.lmsos.dk

 

Landsforeningen Krigsveteraner & Pårørende

Alle kan blive medlem af Krigsveteraner & Pårørende.
Vores medlemmer er veteraner og pårørende, men vi har også støttemedlemmer,
som selvfølgelig har samme rettigheder som alle andre medlemmer af foreningen.
Vi er en upolitisk forening, hvis værdier er baseret på:

Gensidig respekt
kammeratskab
Og hinandens velvære

www.krigsveteran.dk

 

PSYKINFO 

PsykInfo er Region Syddanmarks psykiatriske informationscenter.
Vi arbejder med at formidle viden og forståelse om psykisk sygdom til alle borgere i regionen.

Vores rådgivning har åbent på 99 44 45 46 hverdage mellem kl. 9.30 og 14.30, torsdag kl. 13.30 - 17.30.
Du har også mulighed for at bestille en tid eller blot møde op i åbningstiden hos PsykInfo i Vejle.
Se mere på www.psykinfo.regionsyddanmark.dk

 

EN AF OS

I forbindelse med den landsdækkende indsats EN AF OS har vi en række frivillige ambassadører,
som fungerer som formidlere for indsatsens tema; ”EN AF OS - væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom”.
Ambassadørerne kan kontaktes og bestilles til foredrag ved at kontakte PsykInfo på telefon 99 44 45 46.

Heidi

- Efter udsendelse som soldat fik jeg orlov og job i en café.
Jeg er ordensmenneske, i forsvaret var der klare regler,
sådan er det desværre ikke i det civile liv.
Mange krigsskadede gør ikke noget selv,
men vi skal gøre noget selv, jeg går til bueskydning.

Vi har været så stærke, hvordan kan vi blive så svage?
Jeg nægter det, selvom der er visse dage, hvor jeg må
kapitulere.
Jeg bruger ikke min PTSD som en undskyldning,
men som en forklaring på min opførsel.

Jobcenteret har faktisk hjulpet mig,
jeg opfatter dem ikke som en modstander,
tvært imod.
Lige nu har jeg en ansøgning om pension.
Jobprøvning gik ikke godt,
det var faktisk den lange transporttid i bus med
mange mennesker, der stressede mig inden jeg
overhovedet nåede frem.
Mit job i caféen måtte også stoppe,
hver gang jeg havde været på vagt med nogle unge,
sagde de op. Man sidder da ikke bare og glor på et
bord og holder pause fordi man har udført sin opgave,
så kigger man omkring om der er andet, som trænger
til at blive gjort. Det brød de sig ikke om at få at vide.

Jeg havde boligkontrakt med forsvaret indtil 2017,
da jeg fik erstatning og blev afskediget derfra,
blev jeg hjemløs og levede på gaden i 1½ år med min hund.
Hele min erstatning blev brugt på at leve i den periode.
Da jeg skulle i jobprøvning, fik jeg adresse hos en veninde.

I weekenderne tager jeg væk fra København,
det er for nemt at falde for fristelsen til at gå på værtshus
med vennerne.
Antabus er lagt væk, det skal ikke styre mig.

Blomsten i håret er mit varemærke og en måde
at være positiv på.
Som hjemløs kan man stadig godt
tage læbestift på og fremtræde værdig.

Cecilies eneste ønske er faktisk bare et godt samarbejde mellem bostøtte og psykiatri,
og så en behandling for traumer.
Hun er uddannet lærer men nu førtidspensionist og har et skånejob på en rideskole.
Psykiatrien er i dag fravalgt, medicinen er også lagt bort.
Cecilie er for nylig fraflyttet et bosted til fordel for egen lejlighed,
hvor hun nu bor for sig selv med sin lille, blinde hund.

Som 7-årig blev hun på vej til ridning kidnappet af en pædofil mand på prøveløsladelse.
Han tændte på små piger i ridetøj, tapede hendes mund til og tog hende med.
Hendes stedfar fandt hende efter nogen søgen gående på gaden,
hjemme var politiet ankommet. Betjentene startede med at skælde ud og sige,
at hun ikke sådan måtte blive væk og gøre sine forældre kede af det.
Så hun fortalte ikke noget.
Først da Cecilie bad om lov til at komme på toilettet og det blødte ud af hende,
blev hun nødt til at fortælle, hvad der var sket.

Som 9-årig opstår der black-outs, man tror det er epilepsi.
Livet fortsætter, Cecilie når som voksen at gifte sig, men for omkring ti år siden,
dukker minder og traumer op. Intet fungerer længere,
hun tager konsekvensen og bliver skilt.
Her begynder den massive kontakt med psykiatrien.

Mønsteret fra oplevelsen som barn gentager sig paradoksalt også pludselig.

- Jeg begyndte først at skære mig som 27-årig.
Selvskaden slukkede for traumerne, der blev tomt og jeg var helt væk bagefter.
Jeg følte ikke, jeg blev rigtig hørt i systemet, man gik mere op i tekniske diagnoser,
end i at lytte til mig. Først da jeg skar i mig selv, skete der virkelig noget.
Da fandt jeg ud af at selvskade virkede bedre end sprog,
og jeg stoppede med at tale om problemerne.

Der skal blod til, før man bliver taget alvorligt.

De over 200 bæltefikseringer Cecilie har bag sig, mener hun har reddet hendes liv.
Der er dog aldrig blevet sat ordentligt ind der, hvor det hele startede, mener Cecilie.
Hun blev ikke hørt, hverken dengang eller ved de senere symptomer,
og derfor blev der aldrig iværksat en ordentlig traumebehandling.
Psykiatrien ser generelt ret blindt på deres egne faglige definitioner,
de glemmer at høre personen og se på de individuelle forskelle.
Diagnoserne er gået fra borderline (personlighedsforstyrrelse) til PTSD,
det næste, der står for døren, er en udredning for autisme.

- Fejlbehandling i psykiatrien kan man ikke klage over som ved fysisk fejlbehandling.
Tag imod det de tilbyder, eller skrid og betal selv.
Der har været mange selvmordsforsøg.
Ved et fra overskæring af halspulsåren vågnede Cecilie op efter tre dage,
hvor håret stadig var stift af størknet blod.
Hun er også blevet hevet op af Haderslev dam efter et drukneforsøg,
og kan den dag i dag stadig genkalde sig den brændende smerte
under opvarmningen af den underafkølede krop, der var helt nede på 33 grader.

- Jeg lægger mig i støvet og er taknemmelig for min pension, men ikke for selve systemet.
Havde man set mit traume fra starten af, var jeg måske ikke endt på pension. 
Det er blevet en personlig kamp at gøre opmærksom på stivheden i systemet,
ikke kun for egen skyld, men også for andres, som måtte befinde sig i noget lignende.

I dag er det lykkes at få tildelt daglig bostøtte alle ugens dage, 
og bostøttens forstår Cecilie og hendes behov. Det holder spiseforstyrrelsen i skak.
Cecilie er blevet så velfungerende, at hun har fået overdraget ansvar
for at ride en venindes hest, det er en stor anerkendelse, som hun værdætter højt.
Det, at et andet menneske tør overlade noget af sit kæreste eje i hendes varetægt,
det betyder rigtig meget.

Cecilies budskab er at man bør se mere på mennesket bag diagnoserne.
- Man ER ikke selvskader, man HAR selvskade. Det er vigtigt, man ER ikke sin diagnose.
Det er nemlig nemmere at være menneske når omverdenen møder én som den man er,
og ikke blot som ens diagnose.

 

Peter låser altid døren.
I mange år lå en skarpladt 9 mm under hovedpuden,
den er nu afhændet da Peter ikke alene var bange for 
at komme i fængsel, men i lige så høj grad nervøs for,
at han ville skyde og dræbe en forholdsvis harmløs tyv.

Ved større sammenkomster sørger Peter for ikke at befinde sig i midten
af for eksempel en stor hal med mange mennesker.

Det er bedre ude i siden, og skal man sidde ved et bord,
skal der ikke være luft bag ryggen, så nogen kan komme bagfra.

Efter hjemkomsten fra udsendelse blev soldaterne alle samlet
til fælles information i en stor sal, og til sidst blev der sådan lidt
henkastet bemærket, at hvis nogen forresten havde det skidt,
kunne de gå hen til psykologen, som sad nede bagved.
Det var der selvfølgelig ingen der gjorde,
hvem ville fremstå som en tøsedreng overfor alle de andre?

Det er heldigvis blevet meget bedre end for 20 år siden,
i dag gør forsvaret alt hvad de kan for at hjælpe soldater med skader.

Peter har fået pension på grund af PTSD, men ikke erstatning;
det har han fået afslag på. 
Han søger dog en ny afgørelse eller anker,
for ved afslag er det netop ikke anerkendt at det var krigen,
der skadede ham.

Og den anerkendelse vil Peter have.

 

Fiona

- Først som voksen blev jeg udredt med Aspergers syndrom,
selvom jeg i mange år selv havde fornemmet,
der var noget som var anderledes ved mig.
Det gav vished og forklarer, hvorfor jeg altid har haft det svært
med det sociale liv, kærester og andet.

Mit arbejdsliv begyndte med uddannelse som molekylær biolog,
jeg ville også have læst medicin, men bachelorprojektet kunne ikke lykkes,
blandt andet fordi jeg ikke kunne finde ud af at spørge om hjælp.
Havde jeg kendt min diagnose dengang, var jeg nok gået en anden vej
med mere praktiske ting i uddannelsen.

Jeg har arbejdet mange år som pædagog og indstillet børn til udredelse,
men først da jeg måtte sygemeldes med stress,
blev jeg klar over min egen sindstilstand.
Jeg arbejder på flekstid i Rema nu, det går fint, det er enkelt
og jeg ved hvad jeg skal gøre.

Det job jeg havde ved en bager, gik ikke i længden.
Til sidst bemærkede kunderne at det tog fire gange så lang tid for mig
at pakke rundstykker, som for andre.

Jeg kommer nemt til at nørde med tingene så det tager overhånd,
hvis der er flere kolleger og jeg ikke går for mig selv og kan gemme mig,
falder jeg ikke så nemt i den fælde.

Lige nu søger jeg et job i kommunen med at bekæmpe bjørneklo,
det vil passe mig fint at gå med det for mig selv,
og det giver samtidig god mening at bekæmpe den plante.

Det er temmelig grænseoverskridende at fortælle om de her ting,
meget mere end at blive fotograferet afklædt.

Leif

- Det var mig, der tog afsted i krig, men ikke mig, der kom hjem.
Vennerne var faktisk bange for mig, min barndomsven Jesper sagde det til mig;
det gjorde indtryk.

Det værste ved at komme hjem fra krigen var at undvære riffel og skudsikker vest,
vi var vant til altid at have det indenfor en rækkevidde af 1½ meter.

Det er godt at bo nede ad en blind vej med vinduer mod vejen, så ser jeg hvem der kommer.
Hvis jeg skal ind i et ukendt rum, bliver det straks tjekket for flugtveje.
Samvær med mange mennesker dur kun, hvis jeg har fuldt overblik og der er flugtveje.

Pension fik jeg tilkendt i 2011, krigsskaden skete 7-8 år tidligere
under udsendelse til Bosnien og Kosovo.

Jeg søger ikke erstatning, der er nogen som har det meget værre end jeg.
Jeg kunne dog godt bruge at kunne slippe tankerne.

Min deltagelse i fotoprojektet her er en del af min rejse mod mere åbenhed,
det er faktisk første gang jeg snakker med såkaldte fremmede så ærligt og intenst.

Jeg formåede efter udsendelse at få en uddannelse som pladesmed,
det duede dog kun fordi jeg meste kunne være mig selv
og det var på et værksted med to udgange som sikkerhed.

Familien har altid været på kanten, det har jeg dog holdt mig fra.
Far, kaldet Røde Arne, var kun 15 år gammel, da han ryddede en klub i Århus for Bullshit rockere.
Han har siddet inde for lidt af hvert fra spritkørsel til mord.
En fætter kørte sig ihjel under en flugt fra et hjemmerøveri. En anden er rockermedlem i Ålborg.

Halvdelen af mit venstre ben er skudt af.
Min datter ringede en dag hjemme fra sin mor og hendes nye samlever, som drak voldsomt:
"Far, kom og red mig". Det triggede mig, jeg kørte straks afsted med haglgeværet
og gav ham en omgang stryg, men han fik så geværet fra mig og skød.
Det kostede mig 15 måneder i fængsel.

Jeg står stadig op om natten og går tur udenfor for mig selv i mange timer,
jeg lægger en seddel til min kone og hun spørger ikke til det, sådan er det bedst.


Selvmordsforsøget for få år siden står stadig uklart.
Vi havde noget bøvl og skænderi hjemme, og det næste jeg husker er jeg står ved søen
med en grædende datter bagved, der ringer efter politiet,
og at jeg herefter tvangsindlægges på psykiatrisk afdeling i to uger.

Selvmedicineringen bestod i mange år af både hash og amfetamin, plus alt det fra lægen.
Det er lykkes mig dog at være alenefar med to børn,
men det gik kun lige, der var også bekymringssamtaler med skolen.

Nu bor jeg med Britta og vores fælles børn, vi er fem i alt.

 

Mathilde

- Det er svært at lade være med at smile på billeder.
Hver gang, der kommer fokus på mig, så smiler jeg,
det var noget jeg hurtigt lærte mig som barn og ung.
Jeg fandt ud af, at hvis jeg satte et smil op,
så spurgte folk ikke om så meget og jeg slap for at forklare alt muligt om,
hvorfor jeg var anderledes og hellere ville trække mig og være lidt for mig selv
end være sammen med mange.

Men det startede altså ikke sådan.
Det startede faktisk helt okay, livet var godt og mit.
Som barn var jeg meget tillidsfuld, jeg ville alle mennesker.

Min legekammerat Bjørn fra børnehaven havde sagt, at han gerne ville være brandmand,
så derfor kunne jeg godt regne ud, at det ville være smart at sige, at ‘så ville jeg være brandkone’,
for samhørighed er jo rart. Jeg havde dengang slet ikke gennemskuet,
at min følsomhed som menneske fremover i livet ville spænde ben for mig.

Min bror var den blide, den rolige og den med vennerne.
Jeg var den der altid fik “nej”, den der kunne sidde og ringe hele klasse‐listen igennem
uden at nogen kunne lege.

Da jeg startede i første klasse, begyndte mine usikkerheder.
Der var en mærkelig stemning i de linoleumsduftende rum.
Alt hvad der før var tilladt, var nu under censur, og jeg var nok lidt som en hund i et spil kegler.
Jeg kendte slet ikke til sociale rangordener og hierarki. Jeg var bare et lille drømmende menneske,
der troede, at jeg kunne blive alt.

Den skæbnesvangre dag fik min klassekammerat, Louise, at vide
at ‘nu skulle hun ikke gå på toilettet mere i den matematiktime’,
fordi hun brugte det som undskyldning for at undgå det hun synes var svært.
Faktisk måtte ingen af os komme på toilettet i timen.

Erik Stanley, som han hed, var af den gamle skole.
Gråt velfriseret hår med tydelig sideskilning, sorte firkantede briller,
og et dertilhørende hårdt og misbilligende blik.
Den slags lærer, der havde brugt spanskrør i sin tid, og synes, at det hele nu var blevet alt for blødsødent.

Jeg turde ikke sige, at nu skulle jeg tisse. Jeg kæmpede så længe.
Og jeg kan stadig huske følelsen og lyden af, da jeg gav slip.

Helt stille, totalt i panik.
Da klokken ringede ud, rejste alle sig op og løb mod udgangen,
Louise så pølen og råbte: ’’Ad! Mathilde har tisset på stolen!’’

Jeg kan stadig huske varmen, der steg op i mine kinder, da alle samledes rundt om mig,
for at besigtige min ynkelighed. Stanley sendte mig på toilettet efter papir,
med beskeden om at jeg godt kunne se at få tørret op.

Så det gjorde jeg, foran alle klassekammeraterne.

Når jeg, efter den dag, kom ned i skolegården, blev jeg ofte kaldt ’Tisse‐Mathilde’ af de andre børn.
Det var forfærdeligt ydmygende, konstant at blive mindet om episoden.
Faktisk så ydmygende, at da jeg på et senere tidspunkt i første klasse igen tissede i bukserne,
sagde jeg det ikke til en sjæl, ikke engang mine forældre.

Jeg gemte det og gik hjem med våde bukser, og skaffede beviserne om min lavstatus af vejen.

Måske var det kun 15 sekunder, men i de 15 sekunder grundlagdes der ganske ufrivilligt
et dybt tankespor i min hjerne, der kortlagde min plads i verden.

Uønsket, persona non grata, uden for samfundet.

Jeg er et følsomt væsen og min empati forbyder mig, at gro fast i bitterheden,
og dermed blive farlig. Men min selvtillid derimod, er aldrig rigtig kommet sig.

Jeg føler mig som en tilskuer. Jeg går ned ad strøget og ser på menneskene som fremmede fra mig,
og jeg føler, at det er deres verden. Jeg tænker tit, at jeg nok er usynlig for dem.

Det føles aldrig som om de rigtig ser mig.

 

Christian er den, der altid har facade på, den som smiler og snakker meget.
Han vil gerne fremstå som den, han ikke er. Han sørger altid for,
der er noget at snakke om i et selskab, spørger til kæresten, hunden,
hvordan det går på arbejde osv.
Men det er ikke den rigtige Christian de ser.

Ofte holder han sig fra fester og sociale arrangementer
netop fordi det kræver så megen energi at køre det spil.
Interessen for andre folk er af ren høflighed, det har jeg jo erfaret virker.
Jeg vil gerne fremstå som den venlige og gode ven.
Her er online venner nemmere end fysiske, her kan jeg slukke og logge af hurtigt.
Det er mere svært, hvis jeg er kørt ud at besøge min bedste ven,
så går der flere timer fordi jeg jo skal spille rollen og spørge ind til alt muligt
og være høflig; jeg kan ikke bare gå. Og det koster så meget energi.

Christian er nervøs for at møde folk, som kender detaljerne i hans fortid.
Har de kendskab til dæmonerne, vil de skubbe ham væk, er han overbevist om.

- Hvis de ser den ”rigtige” Christian eller bare andre sider af mig,
så vender de mig ryggen.

Det er ekstremt udmattende altid at opretholde den facade,
det dræner voldsomt hele tiden at skulle vise noget, man ikke er.
Jeg prøver meget at glemme fortiden, jeg får det dårligt af at tænke på de handlinger,
jeg begik førhen, så det gemmer jeg væk.

I en god periode er det dog ikke så belastende.

Jeg har brug for en forklaring, men vil nødig se i øjnene
at sygdommen måske skulle være straffen for min dårlige opførsel tidligere.

Jeg forsøger at undertrykke så meget som muligt.
Det hedder vist patologisk skyldfølelse i psykologisprog, altid at have det sådan.

Jeg har aldrig i min opvækst fået lov at have det dårligt,
Jeg skulle altid være en bror, en søn eller noget andet.

I dag er jeg er konverteret til muslim og håber
Islam kan give mig den tilgivelse, som jeg ikke kan give mig selv.

Jeg har det bedst med, hvis jeg kan finde en mening med min dårlige opvækst,
næsten en religiøs mening. 
Måske fordi jeg er, hvor jeg er nu
og blandt andet er ude at holde foredrag om min tilstand hos En af Os.

Christian lægger bevist låg på fortiden og fortæller aldrig noget,
heller ikke til sine fortrolige. Han får det dårligt af at tænke på fortiden
og om han i virkeligheden ER den dårlige Christian, den syge,
som gjorde dårlige ting.

Og er nervøs for at folk, hvis de ved noget, kun vil se ham i det lys for eftertiden.

- Hvis jeg skal fortælle om hændelserne i fortiden,
er jeg bange for at skulle erkende, at jeg stadig er syg
og måske bliver endnu mere syg af det.

Derfor er det bedst, at låget til den store kiste med fortiden
forbliver lukket og låst, og nøglen smides væk ...

 

 

Michael har altid haft lidt depressive tanker,
men først ved en tragisk hændelse på jobbet, fik familien noget at vide.


- Jeg er fra en familie, hvor der er visse sygdomme, man ikke kan have;
alt hvad der foregår i hovedet og syd for navlen, det findes ikke.

Begge mine bedstemødre mente også at homoseksualitet var at sidestille
med en flise på Vesterbro.
Min far udtalte at hvis han nogensinde skulle møde en bøsse,
ville han få tæsk. 
Så var linjen ligesom lagt,
og havde jeg antydet bare det mindste om min psyke eller seksualitet,
så var jeg helt sikkert blevet familiens sorte får.

Den udløsende hændelse skete ved et job i Miljøkontrollen for over 20 år siden.
En ung kollega Michael snakkede en del med, var udsat for
megen bagtalelse og mobning. En morgen tidlig cyklede han fra jobbet
og ned til togbanen, gik ud på skinnerne og flyttede sig ikke, da toget kom.
Ledelsen ønskede ikke at deltage i begravelsen, så Michael og en kollega
blev af direktøren bedt om at deltage og repræsentere virksomheden.

- Vi fik begge sådan et skilt på med virksomhedens logo, så man kunne se,
hvor vi var fra. Det tog vi af, alle tilstedeværende vidste udmærket,
hvordan forholdene var, så vi ønskede ikke at repræsentere den virksomhed.

Kort efter alt dette brød både depression og inkontinens ud i lys lue.
Intet af det kunne rummes af arbejdspladsen.
Michael var til en kort samtale med direktøren, som sagde:
"Ok, depression kan du jo blive behandlet for, men inkontinens
er der nok ikke så meget at gøre ved”.
Indforstået, vi kan ikke bruge en, som går med ble.

- Efter de hændelser havde jeg absolut mangel på alle ressourcer
og søgte derfor pension. Jeg anede ikke hvor jeg skulle hen,
og der var en følelse af ikke at høre til nogen steder.
Tabuerne blev ikke nedbrudt, tværtimod blev de bygget endnu mere op.
Familie, kolleger, job og indtægt – alt var væk, der var kun psykiatrien tilbage.
Medicin løftede mig langsomt ud af depressionen, men samtalerne klædte mig 
også fuldstændigt af, for man kan ikke skjule noget for en psykolog.
Kontakten med det system gør dig forsvarsløs,
du mister dine rettigheder og hemmeligheder.
Den personlige integritet forsvinder, behandlingen piller fuldstændigt forsvar
og facader af dig, for efterfølgende at begynde en genopbygning fra bunden af.

Det er måske ikke lige det, man har brug for som depressiv.

I psykiatrien er man ikke en person, man er en sag, en ”casestory”,
en klient og ikke et menneske. Så selvom systemet har hjulpet mig,
har det samtidig været en højst ubehagelig oplevelse.

Efter 1½ års behandling kunne jeg se,
at jeg faktisk kunne tjene nok som forfatter til at leve af det,
så i mange år har jeg ikke brugt den tilkendte pension.

Det er nemlig rart at kunne klare sig selv.

Nicolai

- Hvad er det som folk de ser,  spørger jeg tit mig selv

Jeg mærker alle de flotte ord som tomme mælkekartoner
der stadig har en rest af rådden mælk i bunden

For hvad betyder de, når jeg intet mærker selv?

Dårligt selvværd og et overtænkende, skrøbeligt sind
er en skidt kombination når man er en semi-offentlig person
som folk har en forventning til, skal være på en bestemt måde

Når man har brugt x-antal år på at opbygge en karakter
et ego, som man pludseligt ikke rigtigt føler længere
men er forsvundet så langt ind i

Hvem er du så?

Hvad er du så?

Rejsen på vej til jeg’et er hård og sej
og ikke mindst enormt spændende

Men den kræver sine ofre og ofringer

Og nogle gange...
ja, nogle gange skal man bare lige have fem minutter i melankolien,
ryge en smøg og lytte til lidt Tom Waits eller The Doors

Så går det nok…

Mai

- Jeg dybt taknemmelig for systemet, for at kunne få økonomisk hjælp,
og vil meget gerne yde noget for dette. Om det er at feje gade
eller andet betyder ikke noget. 

De har opgivet mig inde på enheden for personligheds forstyrrelser
og er i stedet gået i gang med at behandle mig for ADHD.
Tænker at jeg snart har været alle diagnoserne igennem
og prøvet uendelig mange former for piller i flotte farver.

Som 15 årig fik jeg leverbetændelse og kom efterfølgende til at lide af
kronisk træthed og depressioner.
Ved alle tre børnefødsler opstod fødselsdepressioner.
Efter et selvmordsforsøg pga. mobning på en arbejdsplads,
købte jeg en hest som terapi, det er den bedste terapi jeg har haft i mange år
og måske det eneste, som jeg selv føler har hjulpet mig og gjort mit liv bedre.

Jeg kan godt se at der altid har været noget galt med mig ...
I hverdagen er det sådan, at skal jeg ordne vasketøj og på vejen ud til maskinen
ser et beskidt gulv, så begynder jeg at vaske gulv… hvis katten så kommer forbi,
går jeg derover og laver et eller andet. Derfor bliver jeg aldrig færdig med noget.
Når jeg skal hente mine egne børn i institution, og der måske er en anden pige
udenfor, som er ked af det, så tager jeg mig af hende og glemmer mine egne…

Nu har jeg prøvet at prostituere mig for at få råd til at beholde mine heste,
for jeg tror aldrig jeg får et almindeligt arbejde igen. Ved et 8-16 job kan jeg få det
dårligt kl. 9 og skal så holde ud resten af dagen med at have det skidt,
med en kunde ville det maks. være tre kvarterer eller en time, hvor jeg evt.
skulle have det skidt. Det var eneste udvej for at kunne beholde mine heste,
på kontanthjælp ville de skulle sælges, fordi de vil repræsentere for stor en værdi
til jeg kan få kontanthjælp. 

Det synes jeg faktisk ikke er uretfærdigt.

I mit liv har jeg aldrig været rigtig god til noget, sådan helt god.
Men heste, her har jeg succes. Og jeg har altid haft det godt i min krop
og håbede at det var nemmere at for mig at lade folk udnytte den,
bare lade mig udslette en enkelt time ind imellem og tjene penge til mine heste.
Men det ødelagde min sexlyst fuldstændig og tændte en enorm vrede, det gik ikke.

Nu må jeg af med hestene. Det er en stor sorg men også en lettelse.
Jeg fik min drøm om heste opfyldt. De gav mig uendeligt meget,
noget jeg ikke har kunnet finde andre steder. Føler mit liv er fuldendt,
er yderst taknemmelig, men sørger også. Jeg har været egoistisk og haft nogle år
med en ubetinget kærlighed til hestene og naturen.
Sælger dem til foråret og håber så at jeg ikke knækker fuldstændig.

Mange påstår det er en uselvisk beslutning at få børn, men det passer nok ikke altid,
der er jo mange ting man gør for selv at få gavn af det.
Man kan faktisk godt få børn for sin egen skyld.

Hvis man får børn, er der en chance for at der da altid er nogen,
som elsker én uforbeholdent.

 

Anika er ude af psykiatrien, er pensionist og får ikke medicin.
Opvæksten er præget af misbrug, incest og druk.
Der ligger tre selvmordsforsøg bag, herunder forsøg på strangulering.

På grund af en tarmsygdom, har Anika fået stomi, da en veninde hørte det sagde
hun ordret: ”Så tror jeg ikke vi kan være veninder mere, for så lugter du jo af lort…”

- At skære i mig selv var en måde at få opmærksomhed og omsorg på.
Man skal sys, en blødning skal stoppes, der kommer plaster på,
nogen rører ved dig og tager sig af dig…
al den dejlige omsorg jeg manglede som barn. 
Det blev en syg måde at få det på.
Jeg arbejder ved en veninde få timer om ugen som hjælper.
Men jeg bliver ved og ved, langt ud over de timer jeg har,
og hun må simpelthen stoppe mig og sende mig hjem med brask og bram,
jeg kan slet ikke styre det med at give omsorg til andre.

Fysisk sygdom, i Anikas tilfælde stomi, kombineret med psykisk sygdom
spiller ikke godt sammen. 
Under indlæggelse skadede hun sig ved næsten
at pille stomien af, lægen ville ikke sy det men beordrede smertestillende
så det kunne gro sammen af sig selv. 

Næste dag tog en psykiater det smertestillende fra hende.
Dagen efter gav lægen hende det igen da smerterne blev for store,
og næste dag tog den anden det fra hende. 
Og sådan stod det på i 14 dage.
Patienter med f.eks. sukkersyge oplever ofte det samme problem.

- Man skal ikke have ondt af mig, systemet har hjulpet,
men der er bestemt plads til forbedringer.

Anika og kæresten vil have gerne barn, Anika skal være den fødende.
Hvis de skal have hjælp af en klinik, skal der tabes 25 kg, og helst hos dem begge.
Anika har allerede tabt sig ret meget, så målet er i sigte.

De har dog nu fundet en mand, som vil være donor.
Han skal være kendt så barnet kan finde sin far,
de vil ikke være egoister og forholde barnet den mulighed.

 

Ole har været det hele igennem, depression, stress og kronisk PTSD og har ikke fået erstatning endnu.
Han lagde al medicin væk uden lægens samtykke og får intet nu.
Tæerne begyndte sådan at vippe af bivirkninger så han stoppede fra den ene dag til den anden.

Da det i begyndelsen var værst, kunne Ole ikke engang holde den personlige hygiejne og måtte have hjælp,
i dag går det fint og der er også kærester i tilværelsen.

Det var Oles ekskone, som opdagede der var noget helt galt, Ole forstod det ikke selv i starten.
Han kunne ikke holde på et job, alle kolleger var idioter og opførte sig underligt, uanset hvor han fik arbejde.
Først da konen en dag var rejst, tog Ole til lægen.

At bygge krigslegetøj er terapi på en måde.
Ole er soldat og intet andet, det vil han altid være, det er hans identitet.
I starten efter hjemkomsten fra Balkan, var det umuligt at gå på græs – der kunne jo være miner.
Men det er ovre nu.

De erotiske billeder, undtagen de store, har Ole malet under udsendelse.
De store er fra hans svoger, som også er soldat.
Oles drømme og mareridt beskriver han som en blanding af tre ting på én gang:
Den ækleste voldsfilm man kan tænke sig, den sygeste pornofilm, og så med den hårdeste metalrock til.
Øredøvende højt. Fra han lukker øjnene til han vågner igen.
Drømmene er heldigvis væk nu, de forsvandt med medicinen og kom ikke tilbage, da han lagde den væk.

Ole beskriver sig som landsbytossen, der går i militærjakke og folk spørger om de skal være bange for.

 

Lenes budskab er at diagnoser, i hendes tilfælde borderline, spiseforstyrrelse og PTSD,
kun er lægens arbejdsredskab; man skal huske også se på den enkeltes personlighed.

- Mine forældre blev skilt da jeg var 2 år og vi fire børn boede hos min far.
Mor var skizofren og alkoholmisbruger og har skiftevis boet alene og på bosted.
Mine brødre ville ikke besøge hende, det var kun mig. Hun er død i dag.
Indtil jeg var 8-9 år sov jeg inde hos min far, mine tre brødre skulle have deres eget værelse.
Jeg fik at vide at jeg havde mange mareridt, derfor fik jeg dagligt en sovepille.
Engang en veninde skulle sove her, skulle hun også ligge inde hos os, hun fik også den sovepille.
Men den dag fik jeg af en eller anden grund ikke nogen.
Om natten vågnede jeg og så, hvad han gjorde ved hende.
Første gang jeg husker han forgreb sig på mig, var da jeg var 17 år.
Først da gik det op for mig, hvorfor jeg skulle have en sovepille hver nat dengang.

Som voksen skal jeg nu lære at håndtere alle de følelser,
jeg aldrig har lært at forholde mig til som barn.

Hvad er det, som gemmer sig bag den pæne facade og det flotte ydre?
Jeg kæmper med senfølger af overgreb og må tage en dag ad gangen.
Min drøm er et liv i tosomhed med en mand jeg tør give mig hen til, det er svært at turde.

Spiseforstyrrelsen startede på grund af mobning da jeg var 15 år.
At have en spiseforstyrrelse er for mig et spørgsmål om kontrol,
jeg kan ikke kontrollere mine omgivelser, men jeg kan kontrollere, hvad jeg putter i munden.

Som 17-årig var jeg helt nede på en vægt af 34 kilo og måtte indlægges.
Jeg bruger den dag i dag spiseforstyrrelsen til at lægge låg på følelserne.

Min ældste bror er blevet Jehovas Vidne, den mellemste er død af druk og stoffer.
Vores far lever desværre stadigvæk, jeg har kun snakket med ham en gang siden jeg var 18 år.

For 5 år siden kontaktede jeg ham og aftalte at mødes.
Her læste jeg et brev op for ham om, hvad han havde gjort.
Der var også en kontaktperson med fra psykiatrien.
Min far gav mig en undskyldning, men det var kun fordi kontaktpersonen var med
og spurgte ham direkte, ellers tror jeg ikke han havde gjort det.

Siden har jeg ikke snakket med ham, heller ikke når han er med ved familiesammenkomster.